Den vestligste af de bunkers, der er på Gjelleroddevej er en maskingeværstilling. Øverst er der en ring, hvor maskingeværet var, og det kunne dreje 360 grader. For nogle år siden fik jeg et dokument med hagekors af tandlæge Anthonisen fra Ringkøbing. I dokumentet stod, at der var opført 10 sådanne stillinger her på Lemvigegnen. Han bad mig finde dem.

Jeg har fundet nogle og været nede i en af dem. Ovennævnte maskingeværstilling er en af dem. De andre bunkers var forsynet med enten franske eller russiske feltkanoner, der stod på skinner, så de kunne køres ud, når der skulle skydes og trækkes tilbage, når de skulle lades. De skulle bruges, hvis englænderne kom igennem ved Thyborøn.

Entreprenøren, der byggede ovennævnte bunkers, opførte også “Puttes hus”. Formålet var, hvis det kom til kamp, og man skulle bruge kanonerne, kunne man anbringe tyske soldater i huset forsynet med kikkerter. De kunne så se nedslagene og evt. korrigere, hvis der blev skudt for højt eller for lavt. Herfra kunne de lede kampen. Området ved bunkerne ville sikkert blive beskudt kraftigt, men heldigvis blev det aldrig aktuelt.

Efter krigen stod kommunen med huset. Det blev behandlet i byrådet. Hotelejer Jørgensen fra Jespersen`s hotel ville gerne have det, men min onkel J. M. Sodborg, der havde været skoleinspektør ved Lemvig skole, foreslog, at Lemvig skole fik huset, og sådan blev det. Som elev var jeg med på den årlige cykeltur ud til huset. Vi havde mad og badetøj med. Der var også en geografi- og biologilærer med for at fortælle os noget. Den gang var den gule valmue her.

Da jeg i 1959 kom tilbage til skolen, blev jeg sammen med skoleinspektør Pilgaard og det øvrige personale inviteret ned til Vejle til de Kellerske anstalter. Det var en del af åndssvageforsorgen. Besøget var en tak for, at institutionen måtte låne “Puttes hus”. Den sidste, jeg har hørt, der har brugt huset var Putte. Hun hed Grethe og var datter af Magda og Peder Sand Brun. Det var vores genbo. Et hjem, hvor jeg kom meget i min barn- og ungdom.

Jeg var sammen med Putte ved mange festlige lejligheder. Hun har gjort meget godt, hvilket jeg også fik lejlighed til at nævne ved hendes begravelse.

Ovenstående fortalt af pens. overlærer Svend Madsen.